Nu kan hovedet bøjes

Avisartikel skrevet af Charlotte Koefoed

Bragt I Ugeavisen den 29. november 2011 – Hent artikel fra Ugebladet 29.11.2011


Lins Helseklinik på Tjørnevej 6 i Dianalund er et godt tilbud til de mange, der går rundt med smerter hver dag. Hin Keung Lin fra Hong Kong benytter gamle kinesiske behandlingsmetoder.

Interviewet begynder med de helt almindelige hvem, hvad, hvornår og hvorfor-spørgsmål, men hurtigt drejer samtalen sig hen på journalistens dårlige skulder og nakke, som i flere måneder har generet, irriteret og frembragt eder og forbandelser.

Kom med ned i klinikken så skal jeg forklare, hvad jeg gør og så kan du forstå, hvordan mine metoder virker, tilbyder Hin Keung Lin.

Jeg tøver ikke, lægger jakke og halstørklæde fra mig og følger med ned i klinikken, der er indrettet i kælderen.

Her bliver jeg placeret på en stol, den store trøje kommer også af og så går Hin Keung Lin i gang.

Smerterne i nakken skyldes helt sikkert forkert arbejdsstilling og en snert af stress midt i juletravlheden.

-Jeg tjekker dine muskler med skrabeteknik og lidt olie forklarer Hin Keung Lin.

Han tager en sort dims frem, der ligner et kreditkort og så skraber han løs på musklerne fra nakken og ned over venstre skulder. Huden bliver ildrød på de steder, hvor der er stor ophobning af affaldsstoffer i musklen.

Trykker de rigtige steder

Skulderen lyser op som et trafikskilt. Nu er musklerne varmet op Hin Keung Lin går i gang med at løsne de spændinger, der er i nakken og som er skyld i smerterne.

Med hagen placeret i hans hånd, bliver mit hoved drejer frem og tilbage, mens en tommelfinger presser mod det punkt, hvor musklen sidder fast. Det gør egentlig ikke ondt, men det er heller ikke helt smertefrit. Så drejer Hin Keung Lin hurtigt mit hoved mod venstre og noget slipper ligesom taget. Tre-fire gange gentager han processen på tre-fire punkter på hals/nakke.

-Så, prøv nu at dreje hovedet. Og sandelig. Hvor jeg før kun kunne dreje hovedet 40 grader, kan jeg nu pludselig se mig over venstre skulder uden at hele kroppen drejer med. Og venstre arm, der plejer at være en halvtung sag, nærmest svæver op af sig selv.

-Kom igen på mandag, så ordner vi det sidste, siger Hin Keung Lin, inden vi giver hånd. Det vil jeg se frem til, for hele vejen hjem til redaktionen i bilen nød jeg at kunne dreje hovedet fra side til side, uden at det hele knagede og bragede og gjorde ondt.

Lins HelseKlinik ligger på Tjørnevej 6 midt i Dianalund og Hin Keung Lin behandler alt fra småbørnskolik til rygerlunger og sclerose.

Hin Keung Lin stammer fra Hong Kong, hvor hans far var naturbehandler og brugte akupressur, urter, zoneterapi og megen anden kinesisk visdom til at behandle sygdomme. Hin Keung Lin voksede op med farens behandlinger og fejlede én i familien noget, kunne faren hurtigt finde en kur eller behandle sygdommen.

For 40 år siden kom Hin Keung Lin til Danmark, hvor hans søster boede på det tidspunkt. Her arbejdede han med andre ting, indtil han for ti år siden tog en zoneterapiuddannelse i Næstved, og så gik han i gang med at behandle patienter i sin klinik i Sorø.

Udover zoneterapi, anvender Hin Keung Lin gamle kinesiske behandlingsmetoder som akupressur, der anvendes meget i Sydkina, hvorimod Nordkina er kendt for at anvende nåle.

Hin Keung Lin anvender også Moxa, som er en cigarlignende pind af urteblade, sugekopper, der placeres på bestemte punkter og skrabeteknik, der anvendes på musklerne.

Hin Keung Lin har i ti år haft klinik i Sorø på Slagelsevej 1a. Den fortsætter han i, samtidig med han kan behandle folk i den nye klinik i Dianalund.

Han begyndte at behandle familie og venner og siden da har budskabet om hans evner spredt sig fra mund til mund.

-Mine patienter kommer ikke igen, i hvert fald ikke med det samme problem, griner Hin Keung Lin.